Nyheder

Nytårsbrev 2024 fra bestyrelsen

Kære venner af huset på Dok Arends – Det gamle Sygehus

Inden udgangen af januar vil vi gerne benytte lejligheden til at ønske jer et rigtigt godt nytår med en lille up date fra årets gang. 

2023 lovede ellers godt! 

Foråret bød på mange nye tiltag, og huset summede af kreativ energi. Både Krea og Brande Kunstskole havde gang i mange spændende nye tiltag. Krea lagde mange kræfter i vores deltagelse i Street Art festivalen, hvor der var arrangeret workshops for børn og barnlige sjæle, med lyst til at skabe sjove insekter af konservesdåser. Brande Kunstskole har haft nogle fantastiske kursusforløb for både de helt små og lidt større børn. Der har været god søgning på disse aktiviteter og har fyldt huset med liv. I bestyrelsen var vi meget glade for den store opbakning og deltagelse til årets generalforsamling, hvor vi på daværende tidspunkt så ind i at projekt ”Brandes dagligstue” kunne starte op primo 2024. 

Men så væltede ”korthuset” – og den gamle vise Her går det godt, fru kammerherreinde” blev bestyrelsens fælles omkvæd!

Lige efter sommerferien opdagede vi en alvorlig vandskade i kælderen. Insulin- og Hjertekammeret ”sejlede i vand”. Det viste sig, at vi havde en ”skjult” vandskade fra lejligheden på 1 sal. I de næste par måneder måtte vi leve med en larmende affugter og begrænset adgang til lokalerne i kælderen. Heldigt for os dækkede forsikringsselskabet hele skaden. Lokalerne blev renoveret med nye gulve, og flere vægge blev udbedret. Nu mangler vi måske en frisk klat maling her og der, men det vil vi få set på i den kommende tid.  

En skade kommer sjælden alene. Vi var godt i gang med at få styr på vandskaden, da vi måtte konstatere at vi havde fået ubudne gæster i huset. En rottefamilie var flyttet ind. Kommunen havde i flere omgange sat fælder op, men desværre uden held. Til sidst måtte vi tage tyren ved hornene. Køkkenerne skulle evakueres. Vi bad de indiske familier om at rømme deres køkkener. I den kommende periode skulle al madlavning foregår i vores ”lånte” mobilkøkkener og spisevogne. Målet var at sulte vores ubudne gæster ud af huset. I november kapitulerede de, og vi kunne igen lade inderne indtage deres køkkener. Vi har igangsat flere forskellige tiltag og fået sikret husets rørføring, således vi undgår at få besøg af disse ubudne gæster…. 

Alt imens vi kæmpede med vandskaden og rotterne, blev ”Brandes dagligstue” OGSÅ udfordret. Underværker – Realdania, gjorde os opmærksom på, at vores projekt krævede en af deres godkendte arkitekter. Derfor blev vi nødsaget til at skifte arkitekt, og valget faldt på Tegnestuen Mejeriet i Kolding. Det har i sagens natur forsinket projektet. Endnu engang har vi måttet forholde os til arkitekttegninger, ingeniørberegninger og nye budgetter. Vi har et godt samarbejde med de nye arkitekter og målet er, at vi sætter projektet i gang i efterår 2024.

”Her går det godt fru kammerherreinde” – Vi har fået styr på de forstyrrende bump på vejen.  Nu ser vi fremad – 2024 kan kun blive godt!

Hilsen Bestyrelsen

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Denne side bruger cookies. Læs mere i vores Privatlivspolitik.  Læs mere